Studenterhueregler
Velkommen til det tidspunkt, hvor det voksne liv endelig venter forude. Men inden virkeligheden rigtigt banker på døren, varer festen heldigvis lidt endnu. Det er tid til at få studenterhuen sat på hovedet, skråle løs ombord på studentervognen med dine bedste venner og nyde, at natten er lang og sommeren endnu længere. Men det kan være svært at finde hoved og hale i de forskellige regler og traditioner, nyudklækkede studenter skal følge, når det kommer til studenterhuen.
Med vores liste får du et indblik i de mange klassiske studenterhue-regler, som du kan pryde huen med. Det er ligegyldigt, om du har taget en højere handelseksamen, haft fem eller flere højniveaufag og derfor får en sort studenterhue, om studenterhuen er grøn, rød eller mørkeblå – reglerne gælder for alle.
Hvem skal give en hel kasse øl?
Det er efterhånden ved at være en gammel tradition, at de personer, der scorer et 12-tal som deres sidste karakter, skal løbe efter vognen under studenterkørsel. Men der findes også en anden vigtig tradition, nemlig at bestemte personer fra klassen skal give en kasse øl til deling:
- Den i klassen, der har det største hattemål, skal give en hel kasse øl til klassen.
- Den i klassen, der har det mindste hattemål, skal give en kasse øl til klassen.
- Den student, der har klassens højeste karaktergennemsnit, skal give en kasse øl til klassen.
- Studenten, der har klassens laveste karaktergennemsnit, skal give en kasse øl til klassen.
Studenterhue-regler, der bringer held og uheld
- Du må ikke bære studenterhuen, før din sidste eksamen er bestået, dette bringer uheld.
- Dine venner og alle dine klassekammerater skal skrives i studenterhuens puld. Du kan også få dine venner og lærere til at skrive en lille hilsen i studenterhuens puld, altså indersiden af huen, hvor du også skriver din sidste karakter – at få et godt ord med på vejen bringer held.
- Studentens bedste venner skal bide i studenterhuens skygge, så man tydeligt kan se bidemærket, det bringer held i fremtiden.
De tørstige studenterhue-regler
- Studenterhuen må have en ølkapsel som kvast, hvis studenten får drukket en kasse øl inden for 24 timer.
- Hvis studenten ser en solopgang efter at have drukket en kasse øl, må der laves et hus (en lille firkant med en trekant ovenpå) i huens svedbånd .
- Hvis studenten kaster op på grund af for mange øl eller for meget alkohol, klippes der et hak i skyggen på huen.
- Huen skal bruges som ølkrus, hvis studenten er så uheldig at misse det lille hus og derfor tisser i bukserne pga. indtagelse af alkohol.
De lumre studenterhue-regler
- Studenten skal klippe en firkant i svedbåndet, hvis man kysser en person, som studenten ikke har haft et forhold til tidligere.
- Hvis studenten indgår frække aftaler med en fra et studentergilde eller -fest, skal de frække aftaler skrives på indersiden af huens svedbånd.
- Det er også på indersiden af huens svedbånd, du kan være heldig at finde en hilsen fra en hemmelig beundrer.
- Hvis studenten får mere end fem telefonnumre på én aften, skal man vende huens hvide yderbetræk, så korset og skyggen sidder i nakken.
- Hele det hvide yderbetræk fjernes, hvis studenten har scoret en af sine lærere.
- Studenterhuens hagerem rives af, hvis studenten scorer en sygeplejerske eller en læge efter hospitalsindlæggelse grundet en lidt for festlig begivenhed.
- Studentens kæreste eller soon to be-kærestes navn skal skrives ved siden af den sidste eksamenskarakter i midten af huens puld. Lad vedkommende skrive sit navn selv – det er gode minder til senere hen.
- Hvis studenten mister sin kæreste i løbet af studenterugen, skal metalknapperne på siden af huen skæres af.
- Hvis studenten har sex med huen på, skal der klippes et lyn i svedbåndet.
- Hvis studenten kysser en person af samme køn, skal studenterhuens kors vendes omvendt.
- Personer, der er lune på studenten, skal skrive en hilsen i huens læderkant.
- Hvis studenten har sex med sin kæreste iført studenterhue, skal der klippes et hjerte i studenterhuens svedbånd.
Andre af studenterhuens regler
- Hvis studenten hopper i havet eller i havnen, kun iført huen, skal der klippes en bølge i huens svedbånd.
- Når studenten har været vågen i over 24 timer, skal studenterhuen vendes om, så skyggen sidder i nakken.
- Den sidste eksamenskarakter skal skrives i midten af studenterhuens puld.
- Hvis studenten har fået under 02 til en eksamen, skal hageremmen benyttes under studenterkørsel.
- Studenten skal løbe efter vognen indtil første stop, hvis studenten fik 12 til sidste eksamen.
Du kan selvfølgelig altid selv udsmykke og pynte huens sider, som du har lyst til. Du kan i princippet også klippe lige så tosset i huens skygge, som du vil. Folk vil bare tro, at du har knækket dig en del.
Nyd tiden som nyudklækket student, drik farvede drinks, fest så længe, at solen når at stå op, lad dine studiekammerater skrive hilsner i din hue, og husk for guds skyld først at bære huen efter din sidste eksamen.
Kilde: www.studenterhueregler.dk